Når du bevæger dig i forbindelse med dit arbejde, er det utrolig vigtigt at dokumenterer det for at kunne få fradrag for det. Og jo mere du dokumenterer, jo mere vil du i princippet kunne trække fra i skat, og altså spare skattekroner. For du kan nemlig trække din kørsel og dine rejser fra i skat. Specielt hvis du har din egen bil er det givtigt – her får du nemlig kørselsgodtgørelse på 3,73 kr./km (2023 sats) og det gælder ALLE kørte kilometer i forbindelse med dit arbejde (B-indkomst og virksomhed). Så selvom du bare skal ned i et supermarked og købe batterier til noget udstyr, eller ned i byen til et møde, så kan det trækkes fra! – hvis du husker at dokumentere det. Der er dog en øvre grænse, så satsen er op til 20.000 km. Når man passerer 20.000 km får man efterfølgende 2,19 kr./km (2023 sats).
Den måde vi anbefaler at dokumentere din færden på, er at bruge en form for kørsels- og rejseskema / logbog og så udfylde den løbende, så der ikke er noget, der går i glemmeren (det kan jo ske). Til det har vi en standardskabelon, som dækker alle de nødvendige informationer.
Den kan downloades HER i excel format.
Og HER i pdf format.
Sådan udfylder du rejseskemaet
- Dato: Her noterer du datoen for turen eller dato-intervallet for rejsen.
- Sted: Her noterer du, hvor du har været – og gerne med en adresse eller navn på stedet.
- Antal km: Her noterer du, hvor langt du er kørt i km tur/retur.
- Beskrivelse: Her noterer du, hvad du har lavet. Det kan være et møde, et job, en øver, etc. Og hvis du har fået en hyre for turen/jobbet, så noterer du også beløbet.
- Transportmiddel: Her er det vigtigt, at du noterer, hvordan du er kommet frem og tilbage. Om du har kørt i din egen bil, siddet som passager i en vens, taget det offentlige, siddet i en bandbus, etc.
- Overnatning/Antal timer: Hvis du er honorarmodtager, skal du blot springe dette felt over. Men er du selvstændig eller lønmodtager, er det vigtigt, at du her noterer, om du har overnattet, og hvordan du har overnattet. Har du selv betalt hotel? Er du overnattet hos en bekendt? Har din arbejdsgiver betalt/stillet til rådighed? Du skal også meget gerne notere antal timer, du har været væk hjemmefra – altså fra du gik ud af din dør til du gik ind af din dør igen.